Leonardos øre: oktober 2007

Laureat. Doris Lessing er årets modtager af Nobelprisen i litteratur.

Matriarken

Af BO GREEN JENSEN

NR. 41, 12. - 18. oktober 2007

DORIS Lessing (f. 1919) modtager årets Nobelpris i litteratur. I sin motivering fremhæver priskomiteen forfatterens indsats som »den kvindelige erfarings epiker, der med skepsis, ild og visionær styrke har udsat en splittet civilisation for indgående granskning.« Det er således ikke for lyriske anslag og følelsesdybde, at den pragmatiske matriark bliver hyldet.

Lessing er født i Iran, men kom som 6-årig til Afrika, hvor hun voksede op på en farm i Rhodesia, det nuværende Zimbabwe. Hun gik tidligt ud af skolen og blev gift allerede som 19-årig, men var samtidig aktiv i politiske sammenhænge, altid på venstrefløjen og ikke mindst i kampen mod apartheid. Nødvendigheden af at gøre sig fri, af at være i stand til at bevæge sig, også når det har personlige omkostninger, er fra begyndelsen et centralt motiv hos Lessing. Hun havde fået tre børn og var gået fra to ægteskaber, da hun i 1949 rejste til England for at begynde igen.

Lessing kom til London med en beslutning om at blive dér og leve som forfatter. Det er dog den afrikanske baggrund, som danner baggrund for de første bøger. Politiske og racemæssige spændinger, hadet som avler had, kontrasteres med en kærlighed til selve jorden og landet. I debutromanen The Grass Is Singing (1950, da. Græsset synger) bliver forholdet mellem en hvid kvinde og hendes sorte tjener et billede på den sydafrikanske situation og et utopisk (men muligt) modbillede til apartheid.

I gennembrudsværket Martha Quest (1952) investerer Lessing sin personlige erfaring i en dannelsesskildring, der med fuldt overlæg følger normerne for den klassiske udviklingsroman. I de følgende årtier udkom yderligere fire bind i sekvensen, som under ét fik titlen Children of Violence: A Proper Marriage (1954, da. Et ordentligt ægteskab), A Ripple from the Storm (1958, da. En krusning efter uvejret), Landlocked (1965, da. Dødvande) og hovedværket The Four Gated City (1969, da. Byen med de fire porte), hvor Martha endelig kommer til London.

Mens romankredsens første bind har blikket rettet bagud og griber tilbage til traditionen for klassisk dannelsesskildring, har de sidste bøger åbnet sig både mod sam- og fremtiden. Køn, politik og utopi tænkes sammen i en visionær form, der diskuterer med guder i tiden som Marx og Freud. Man har indtrykket af en optik i forvandling, en roman som vil bryde ud af sin form, ikke for eksperimentets skyld, men for sandhedens.

Denne søgen tematiseres i storværket The Golden Book (1962, da. Den gyldne bog) og skrives ind i romanen som en del af dens erfaring. Her træder endnu en kvinde på vej til sig selv i karakter, og Lessings erkendelsesredskabet er sproget. Forfatteren Anna Wulff bor i London og oplever i årene 1942-59 den sociale udvikling, som udgør en ouverture til 60ernes oprør. Anna fører regnskab og skriver på forskellige bøger i forskellige farver om sit liv som mor, socialist og »fri kvinde«. Farverne er sort, rød, blå og gul. Endelig forenes de i den gyldne bog, ligesom Annas liv, tid og kunst smelter sammen.

For Lessing er det altid en en pointe, ja et grundlæggende livsvilkår, at man ikke kan skille tingene ad. Den politiske teori må forankres i hverdag, men virkeligheden må samtidig prøve at realisere de politiske utopier. Lessings første hovedværker var centrale tekster for 70ernes nyfeminisme. På grund af sin track record fik hun i højere grad end de fleste lov at udfordre normen og lægge sig ud med hardlinerne. Hendes eksempel inspirerede en lang række forfattere i den næste generation: amerikanske Erica Jong, britiske Angela Carter og herhjemme ikke mindst Inge Eriksen, med hvem Lessing deler en kærlighed til science fiction og en åbenhed for mulighederne i den spekulative fiktion.

Lessing ville måske have fået prisen for længst, hvis hun ikke var begyndt at skrive sci-fi, en genre som den elitære kultur aldrig for alvor har forstået eller accepteret. Man bærer over med strålende undtagelser som Orwells 1984 og Huxleys Brave New World, men vil i længden ikke anerkende et forfatterskab, som udleves eksklusivt i fantastikken. Hvis man ville, havde Kurt Vonnegut fået Nobelprisen før sin død i dette forår.

Doris Lessing nøjedes ikke med at snuse til genren og skrive camouflerede samtidsfabler om nu og hér i den utopiske tradition, der undersøger, hvor vi bevæger os hen, hvis vi bliver ved med at leve som nu. Romankomplekset Canopus in Argos: Archives består af fem store bind: Shikasta (1980), The Marriages Between Zones Threee, Four and Five (1981), The Sirian Experiments (1982), The Making of the Representative for Planet 8 (1982) og Documents Relating to the Sentimental Agents in the Volyan Empire (1984). I vilter episodeform skildres, hvordan mennesket forholder sig til fremmede livsformer og sociale systemer. Bøgerne ligner ofte tv-science fiction som Star Trek og Babylon 5. De er ærligt talt mere sjældne end kønne.

Langt mere overbevisende er Lessing i dystopisk systemkritik som The Memoirs of a Survivor (1974, da. En overlevendes erindringer), der skildrer et London efter apokalypsen. Også den bevidsthedsudvidende Briefing for a Descent into Hell (1971, da. Instruks om nedstigning til helvede), en decideret psykedelisk roman, som er inspireret af R.D. Laings anti-psykiatri og tidens strømninger generelt, kan læses som »blød« science fiction. Det er i denne new wave-agtige roman, at Lessing når ud i sprogets galakser.

Mange drog et lettelsens suk, da forfatteren sidst i 80erne vendte tilbage fra deep space og konfronterede samtiden i The Good Terrorist (1985, da. Den gode terrorist), som gør op med den radikale venstrefløjs fundamentalisme. I hovedværket The Fifth Child (1988, da. Det femte barn), som for flere er Lessings bedste roman, rejser hun store etiske spørgsmål om, hvad et menneske egentlig er, da et afvigende »monsterbarn« kommer ind i en almindelig familie. Det sker i en nær, registrerende form, med varme og sansende nærvær.

I 90erne skrev Lessing erindringsbøgerne Under My Skin (1994, da. Under huden) og Walking in the Shade (1997, da. Vandring i skygge), og hun blev ved med at tale med tiden i talrige essays og anmeldelser. Romanen Love, Again (1996) kan ses læses som en sen spejling af The Summer Before the Dark (1973, da. Sommeren før mørket), hvor en kvinde bryder ud af et langt ægteskab. I Love, Again oplever hun atter kærligheden.

Lessings noveller er samlet i Collected Stories 1-2 (1978). I 1994 udkom en antologi med repræsentative lejlighedsskrifter: A Small Personal Voice: Essays, Reviews, Interviews. For den danske læser udgør Jørgen Christian Hansens interviewbog Et stort spørgsmålstegn (1984) en uvurderlig nøgle til Lessings ideer. I årene 1974-84 førte Hansen fire lange samtaler med Lessing, der bl.a. sagde om sam- og fremtiden:

»Katastrofen er allerede ved at ske. Vi er europæere, og i vor del af verden er vi heldige. Men hungersnød osv. er noget af det, som det, vi kalder den tredje verden, oplever. Dette er ikke en katastrofe ude i fremtiden, men en katastrofe nu.« Det er karakteristisk for Lessings praksis, at hun giver læseren grund til optimisme med sit personlige eksempel og sine stærke, besværgende udviklingsskildringer, hvor livet på sæt og vis altid lykkes for de kvindelige karakterer. Samtidig er der en kold pessimisme i hendes tanker om menneskets fremtid:

»Jeg tror, der kommer endnu en verdenskrig. Grunden til, at jeg tror det, er, at hvis vi anvender enorme mængder penge og energi på krigsforberedelser, så kommer den. Før den anden verdenskrig sad folk rundt omkring og sagde: »Nej, nej, det er umuligt, at vi skulle få endnu en krig, det ville være for frygteligt.« Men kendsgerningen er, at vi forberedte den, og så kom den. Og jeg tror, at tredje verdenskrig kommer. Vi ved alle, hvad der sandsynligvis vil ske i den næste krig; vi behøver ikke en krystalkugle for at kunne forudse det, gør vi?«

Doris Lessing har senest udgivet romanen The Cleft (2007). Hun har skrevet 40 bøger og er fortsat aktiv på litteraturfestivaler. Senest optrådte hun i Bath denne sommer. Der er ingen tvivl om, at årets Nobelpris hører til de mest populære i lang tid.

Doris Lessing for 50 år siden. Af BO GREEN JENSEN

NR. 41, 12. - 18. oktober 2007

DORIS Lessing (f. 1919) modtager årets Nobelpris i litteratur. I sin motivering fremhæver priskomiteen forfatterens indsats som »den kvindelige erfarings epiker, der med skepsis, ild og visionær styrke har udsat en splittet civilisation for indgående granskning.« Det er således ikke for lyriske anslag og følelsesdybde, at den pragmatiske matriark bliver hyldet.

Lessing er født i Iran, men kom som 6-årig til Afrika, hvor hun voksede op på en farm i Rhodesia, det nuværende Zimbabwe. Hun gik tidligt ud af skolen og blev gift allerede som 19-årig, men var samtidig aktiv i politiske sammenhænge, altid på venstrefløjen og ikke mindst i kampen mod apartheid. Nødvendigheden af at gøre sig fri, af at være i stand til at bevæge sig, også når det har personlige omkostninger, er fra begyndelsen et centralt motiv hos Lessing. Hun havde fået tre børn og var gået fra to ægteskaber, da hun i 1949 rejste til England for at begynde igen.

Lessing kom til London med en beslutning om at blive dér og leve som forfatter. Det er dog den afrikanske baggrund, som danner baggrund for de første bøger. Politiske og racemæssige spændinger, hadet som avler had, kontrasteres med en kærlighed til selve jorden og landet. I debutromanen The Grass Is Singing (1950, da. Græsset synger) bliver forholdet mellem en hvid kvinde og hendes sorte tjener et billede på den sydafrikanske situation og et utopisk (men muligt) modbillede til apartheid.

I gennembrudsværket Martha Quest (1952) investerer Lessing sin personlige erfaring i en dannelsesskildring, der med fuldt overlæg følger normerne for den klassiske udviklingsroman. I de følgende årtier udkom yderligere fire bind i sekvensen, som under ét fik titlen Children of Violence: A Proper Marriage (1954, da. Et ordentligt ægteskab), A Ripple from the Storm (1958, da. En krusning efter uvejret), Landlocked (1965, da. Dødvande) og hovedværket The Four Gated City (1969, da. Byen med de fire porte), hvor Martha endelig kommer til London.

Mens romankredsens første bind har blikket rettet bagud og griber tilbage til traditionen for klassisk dannelsesskildring, har de sidste bøger åbnet sig både mod sam- og fremtiden. Køn, politik og utopi tænkes sammen i en visionær form, der diskuterer med guder i tiden som Marx og Freud. Man har indtrykket af en optik i forvandling, en roman som vil bryde ud af sin form, ikke for eksperimentets skyld, men for sandhedens.

Denne søgen tematiseres i storværket The Golden Book (1962, da. Den gyldne bog) og skrives ind i romanen som en del af dens erfaring. Her træder endnu en kvinde på vej til sig selv i karakter, og Lessings erkendelsesredskabet er sproget. Forfatteren Anna Wulff bor i London og oplever i årene 1942-59 den sociale udvikling, som udgør en ouverture til 60ernes oprør. Anna fører regnskab og skriver på forskellige bøger i forskellige farver om sit liv som mor, socialist og »fri kvinde«. Farverne er sort, rød, blå og gul. Endelig forenes de i den gyldne bog, ligesom Annas liv, tid og kunst smelter sammen.

For Lessing er det altid en en pointe, ja et grundlæggende livsvilkår, at man ikke kan skille tingene ad. Den politiske teori må forankres i hverdag, men virkeligheden må samtidig prøve at realisere de politiske utopier. Lessings første hovedværker var centrale tekster for 70ernes nyfeminisme. På grund af sin track record fik hun i højere grad end de fleste lov at udfordre normen og lægge sig ud med hardlinerne. Hendes eksempel inspirerede en lang række forfattere i den næste generation: amerikanske Erica Jong, britiske Angela Carter og herhjemme ikke mindst Inge Eriksen, med hvem Lessing deler en kærlighed til science fiction og en åbenhed for mulighederne i den spekulative fiktion.

Lessing ville måske have fået prisen for længst, hvis hun ikke var begyndt at skrive sci-fi, en genre som den elitære kultur aldrig for alvor har forstået eller accepteret. Man bærer over med strålende undtagelser som Orwells 1984 og Huxleys Brave New World, men vil i længden ikke anerkende et forfatterskab, som udleves eksklusivt i fantastikken. Hvis man ville, havde Kurt Vonnegut fået Nobelprisen før sin død i dette forår.

Doris Lessing nøjedes ikke med at snuse til genren og skrive camouflerede samtidsfabler om nu og hér i den utopiske tradition, der undersøger, hvor vi bevæger os hen, hvis vi bliver ved med at leve som nu. Romankomplekset Canopus in Argos: Archives består af fem store bind: Shikasta (1980), The Marriages Between Zones Threee, Four and Five (1981), The Sirian Experiments (1982), The Making of the Representative for Planet 8 (1982) og Documents Relating to the Sentimental Agents in the Volyan Empire (1984). I vilter episodeform skildres, hvordan mennesket forholder sig til fremmede livsformer og sociale systemer. Bøgerne ligner ofte tv-science fiction som Star Trek og Babylon 5. De er ærligt talt mere sjældne end kønne.

Langt mere overbevisende er Lessing i dystopisk systemkritik som The Memoirs of a Survivor (1974, da. En overlevendes erindringer), der skildrer et London efter apokalypsen. Også den bevidsthedsudvidende Briefing for a Descent into Hell (1971, da. Instruks om nedstigning til helvede), en decideret psykedelisk roman, som er inspireret af R.D. Laings anti-psykiatri og tidens strømninger generelt, kan læses som »blød« science fiction. Det er i denne new wave-agtige roman, at Lessing når ud i sprogets galakser.

Mange drog et lettelsens suk, da forfatteren sidst i 80erne vendte tilbage fra deep space og konfronterede samtiden i The Good Terrorist (1985, da. Den gode terrorist), som gør op med den radikale venstrefløjs fundamentalisme. I hovedværket The Fifth Child (1988, da. Det femte barn), som for flere er Lessings bedste roman, rejser hun store etiske spørgsmål om, hvad et menneske egentlig er, da et afvigende »monsterbarn« kommer ind i en almindelig familie. Det sker i en nær, registrerende form, med varme og sansende nærvær.

I 90erne skrev Lessing erindringsbøgerne Under My Skin (1994, da. Under huden) og Walking in the Shade (1997, da. Vandring i skygge), og hun blev ved med at tale med tiden i talrige essays og anmeldelser. Romanen Love, Again (1996) kan ses læses som en sen spejling af The Summer Before the Dark (1973, da. Sommeren før mørket), hvor en kvinde bryder ud af et langt ægteskab. I Love, Again oplever hun atter kærligheden.

Lessings noveller er samlet i Collected Stories 1-2 (1978). I 1994 udkom en antologi med repræsentative lejlighedsskrifter: A Small Personal Voice: Essays, Reviews, Interviews. For den danske læser udgør Jørgen Christian Hansens interviewbog Et stort spørgsmålstegn (1984) en uvurderlig nøgle til Lessings ideer. I årene 1974-84 førte Hansen fire lange samtaler med Lessing, der bl.a. sagde om sam- og fremtiden:

»Katastrofen er allerede ved at ske. Vi er europæere, og i vor del af verden er vi heldige. Men hungersnød osv. er noget af det, som det, vi kalder den tredje verden, oplever. Dette er ikke en katastrofe ude i fremtiden, men en katastrofe nu.« Det er karakteristisk for Lessings praksis, at hun giver læseren grund til optimisme med sit personlige eksempel og sine stærke, besværgende udviklingsskildringer, hvor livet på sæt og vis altid lykkes for de kvindelige karakterer. Samtidig er der en kold pessimisme i hendes tanker om menneskets fremtid:

»Jeg tror, der kommer endnu en verdenskrig. Grunden til, at jeg tror det, er, at hvis vi anvender enorme mængder penge og energi på krigsforberedelser, så kommer den. Før den anden verdenskrig sad folk rundt omkring og sagde: »Nej, nej, det er umuligt, at vi skulle få endnu en krig, det ville være for frygteligt.« Men kendsgerningen er, at vi forberedte den, og så kom den. Og jeg tror, at tredje verdenskrig kommer. Vi ved alle, hvad der sandsynligvis vil ske i den næste krig; vi behøver ikke en krystalkugle for at kunne forudse det, gør vi?«

Doris Lessing har senest udgivet romanen The Cleft (2007). Hun har skrevet 40 bøger og er fortsat aktiv på litteraturfestivaler. Senest optrådte hun i Bath denne sommer. Der er ingen tvivl om, at årets Nobelpris hører til de mest populære i lang tid.
Af BO GREEN JENSEN

NR. 41, 12. - 18. oktober 2007

DORIS Lessing (f. 1919) modtager årets Nobelpris i litteratur. I sin motivering fremhæver priskomiteen forfatterens indsats som »den kvindelige erfarings epiker, der med skepsis, ild og visionær styrke har udsat en splittet civilisation for indgående granskning.« Det er således ikke for lyriske anslag og følelsesdybde, at den pragmatiske matriark bliver hyldet.

Lessing er født i Iran, men kom som 6-årig til Afrika, hvor hun voksede op på en farm i Rhodesia, det nuværende Zimbabwe. Hun gik tidligt ud af skolen og blev gift allerede som 19-årig, men var samtidig aktiv i politiske sammenhænge, altid på venstrefløjen og ikke mindst i kampen mod apartheid. Nødvendigheden af at gøre sig fri, af at være i stand til at bevæge sig, også når det har personlige omkostninger, er fra begyndelsen et centralt motiv hos Lessing. Hun havde fået tre børn og var gået fra to ægteskaber, da hun i 1949 rejste til England for at begynde igen.

Lessing kom til London med en beslutning om at blive dér og leve som forfatter. Det er dog den afrikanske baggrund, som danner baggrund for de første bøger. Politiske og racemæssige spændinger, hadet som avler had, kontrasteres med en kærlighed til selve jorden og landet. I debutromanen The Grass Is Singing (1950, da. Græsset synger) bliver forholdet mellem en hvid kvinde og hendes sorte tjener et billede på den sydafrikanske situation og et utopisk (men muligt) modbillede til apartheid.

I gennembrudsværket Martha Quest (1952) investerer Lessing sin personlige erfaring i en dannelsesskildring, der med fuldt overlæg følger normerne for den klassiske udviklingsroman. I de følgende årtier udkom yderligere fire bind i sekvensen, som under ét fik titlen Children of Violence: A Proper Marriage (1954, da. Et ordentligt ægteskab), A Ripple from the Storm (1958, da. En krusning efter uvejret), Landlocked (1965, da. Dødvande) og hovedværket The Four Gated City (1969, da. Byen med de fire porte), hvor Martha endelig kommer til London.

Mens romankredsens første bind har blikket rettet bagud og griber tilbage til traditionen for klassisk dannelsesskildring, har de sidste bøger åbnet sig både mod sam- og fremtiden. Køn, politik og utopi tænkes sammen i en visionær form, der diskuterer med guder i tiden som Marx og Freud. Man har indtrykket af en optik i forvandling, en roman som vil bryde ud af sin form, ikke for eksperimentets skyld, men for sandhedens.

Denne søgen tematiseres i storværket The Golden Book (1962, da. Den gyldne bog) og skrives ind i romanen som en del af dens erfaring. Her træder endnu en kvinde på vej til sig selv i karakter, og Lessings erkendelsesredskabet er sproget. Forfatteren Anna Wulff bor i London og oplever i årene 1942-59 den sociale udvikling, som udgør en ouverture til 60ernes oprør. Anna fører regnskab og skriver på forskellige bøger i forskellige farver om sit liv som mor, socialist og »fri kvinde«. Farverne er sort, rød, blå og gul. Endelig forenes de i den gyldne bog, ligesom Annas liv, tid og kunst smelter sammen.

For Lessing er det altid en en pointe, ja et grundlæggende livsvilkår, at man ikke kan skille tingene ad. Den politiske teori må forankres i hverdag, men virkeligheden må samtidig prøve at realisere de politiske utopier. Lessings første hovedværker var centrale tekster for 70ernes nyfeminisme. På grund af sin track record fik hun i højere grad end de fleste lov at udfordre normen og lægge sig ud med hardlinerne. Hendes eksempel inspirerede en lang række forfattere i den næste generation: amerikanske Erica Jong, britiske Angela Carter og herhjemme ikke mindst Inge Eriksen, med hvem Lessing deler en kærlighed til science fiction og en åbenhed for mulighederne i den spekulative fiktion.

Lessing ville måske have fået prisen for længst, hvis hun ikke var begyndt at skrive sci-fi, en genre som den elitære kultur aldrig for alvor har forstået eller accepteret. Man bærer over med strålende undtagelser som Orwells 1984 og Huxleys Brave New World, men vil i længden ikke anerkende et forfatterskab, som udleves eksklusivt i fantastikken. Hvis man ville, havde Kurt Vonnegut fået Nobelprisen før sin død i dette forår.

Doris Lessing nøjedes ikke med at snuse til genren og skrive camouflerede samtidsfabler om nu og hér i den utopiske tradition, der undersøger, hvor vi bevæger os hen, hvis vi bliver ved med at leve som nu. Romankomplekset Canopus in Argos: Archives består af fem store bind: Shikasta (1980), The Marriages Between Zones Threee, Four and Five (1981), The Sirian Experiments (1982), The Making of the Representative for Planet 8 (1982) og Documents Relating to the Sentimental Agents in the Volyan Empire (1984). I vilter episodeform skildres, hvordan mennesket forholder sig til fremmede livsformer og sociale systemer. Bøgerne ligner ofte tv-science fiction som Star Trek og Babylon 5. De er ærligt talt mere sjældne end kønne.

Langt mere overbevisende er Lessing i dystopisk systemkritik som The Memoirs of a Survivor (1974, da. En overlevendes erindringer), der skildrer et London efter apokalypsen. Også den bevidsthedsudvidende Briefing for a Descent into Hell (1971, da. Instruks om nedstigning til helvede), en decideret psykedelisk roman, som er inspireret af R.D. Laings anti-psykiatri og tidens strømninger generelt, kan læses som »blød« science fiction. Det er i denne new wave-agtige roman, at Lessing når ud i sprogets galakser.

Mange drog et lettelsens suk, da forfatteren sidst i 80erne vendte tilbage fra deep space og konfronterede samtiden i The Good Terrorist (1985, da. Den gode terrorist), som gør op med den radikale venstrefløjs fundamentalisme. I hovedværket The Fifth Child (1988, da. Det femte barn), som for flere er Lessings bedste roman, rejser hun store etiske spørgsmål om, hvad et menneske egentlig er, da et afvigende »monsterbarn« kommer ind i en almindelig familie. Det sker i en nær, registrerende form, med varme og sansende nærvær.

I 90erne skrev Lessing erindringsbøgerne Under My Skin (1994, da. Under huden) og Walking in the Shade (1997, da. Vandring i skygge), og hun blev ved med at tale med tiden i talrige essays og anmeldelser. Romanen Love, Again (1996) kan ses læses som en sen spejling af The Summer Before the Dark (1973, da. Sommeren før mørket), hvor en kvinde bryder ud af et langt ægteskab. I Love, Again oplever hun atter kærligheden.

Lessings noveller er samlet i Collected Stories 1-2 (1978). I 1994 udkom en antologi med repræsentative lejlighedsskrifter: A Small Personal Voice: Essays, Reviews, Interviews. For den danske læser udgør Jørgen Christian Hansens interviewbog Et stort spørgsmålstegn (1984) en uvurderlig nøgle til Lessings ideer. I årene 1974-84 førte Hansen fire lange samtaler med Lessing, der bl.a. sagde om sam- og fremtiden:

»Katastrofen er allerede ved at ske. Vi er europæere, og i vor del af verden er vi heldige. Men hungersnød osv. er noget af det, som det, vi kalder den tredje verden, oplever. Dette er ikke en katastrofe ude i fremtiden, men en katastrofe nu.« Det er karakteristisk for Lessings praksis, at hun giver læseren grund til optimisme med sit personlige eksempel og sine stærke, besværgende udviklingsskildringer, hvor livet på sæt og vis altid lykkes for de kvindelige karakterer. Samtidig er der en kold pessimisme i hendes tanker om menneskets fremtid:

»Jeg tror, der kommer endnu en verdenskrig. Grunden til, at jeg tror det, er, at hvis vi anvender enorme mængder penge og energi på krigsforberedelser, så kommer den. Før den anden verdenskrig sad folk rundt omkring og sagde: »Nej, nej, det er umuligt, at vi skulle få endnu en krig, det ville være for frygteligt.« Men kendsgerningen er, at vi forberedte den, og så kom den. Og jeg tror, at tredje verdenskrig kommer. Vi ved alle, hvad der sandsynligvis vil ske i den næste krig; vi behøver ikke en krystalkugle for at kunne forudse det, gør vi?«

Doris Lessing har senest udgivet romanen The Cleft (2007). Hun har skrevet 40 bøger og er fortsat aktiv på litteraturfestivaler. Senest optrådte hun i Bath denne sommer. Der er ingen tvivl om, at årets Nobelpris hører til de mest populære i lang tid.
Af BO GREEN JENSEN

NR. 41, 12. - 18. oktober 2007

DORIS Lessing (f. 1919) modtager årets Nobelpris i litteratur. I sin motivering fremhæver priskomiteen forfatterens indsats som »den kvindelige erfarings epiker, der med skepsis, ild og visionær styrke har udsat en splittet civilisation for indgående granskning.« Det er således ikke for lyriske anslag og følelsesdybde, at den pragmatiske matriark bliver hyldet.

Lessing er født i Iran, men kom som 6-årig til Afrika, hvor hun voksede op på en farm i Rhodesia, det nuværende Zimbabwe. Hun gik tidligt ud af skolen og blev gift allerede som 19-årig, men var samtidig aktiv i politiske sammenhænge, altid på venstrefløjen og ikke mindst i kampen mod apartheid. Nødvendigheden af at gøre sig fri, af at være i stand til at bevæge sig, også når det har personlige omkostninger, er fra begyndelsen et centralt motiv hos Lessing. Hun havde fået tre børn og var gået fra to ægteskaber, da hun i 1949 rejste til England for at begynde igen.

Lessing kom til London med en beslutning om at blive dér og leve som forfatter. Det er dog den afrikanske baggrund, som danner baggrund for de første bøger. Politiske og racemæssige spændinger, hadet som avler had, kontrasteres med en kærlighed til selve jorden og landet. I debutromanen The Grass Is Singing (1950, da. Græsset synger) bliver forholdet mellem en hvid kvinde og hendes sorte tjener et billede på den sydafrikanske situation og et utopisk (men muligt) modbillede til apartheid.

I gennembrudsværket Martha Quest (1952) investerer Lessing sin personlige erfaring i en dannelsesskildring, der med fuldt overlæg følger normerne for den klassiske udviklingsroman. I de følgende årtier udkom yderligere fire bind i sekvensen, som under ét fik titlen Children of Violence: A Proper Marriage (1954, da. Et ordentligt ægteskab), A Ripple from the Storm (1958, da. En krusning efter uvejret), Landlocked (1965, da. Dødvande) og hovedværket The Four Gated City (1969, da. Byen med de fire porte), hvor Martha endelig kommer til London.

Mens romankredsens første bind har blikket rettet bagud og griber tilbage til traditionen for klassisk dannelsesskildring, har de sidste bøger åbnet sig både mod sam- og fremtiden. Køn, politik og utopi tænkes sammen i en visionær form, der diskuterer med guder i tiden som Marx og Freud. Man har indtrykket af en optik i forvandling, en roman som vil bryde ud af sin form, ikke for eksperimentets skyld, men for sandhedens.

Denne søgen tematiseres i storværket The Golden Book (1962, da. Den gyldne bog) og skrives ind i romanen som en del af dens erfaring. Her træder endnu en kvinde på vej til sig selv i karakter, og Lessings erkendelsesredskabet er sproget. Forfatteren Anna Wulff bor i London og oplever i årene 1942-59 den sociale udvikling, som udgør en ouverture til 60ernes oprør. Anna fører regnskab og skriver på forskellige bøger i forskellige farver om sit liv som mor, socialist og »fri kvinde«. Farverne er sort, rød, blå og gul. Endelig forenes de i den gyldne bog, ligesom Annas liv, tid og kunst smelter sammen.

For Lessing er det altid en en pointe, ja et grundlæggende livsvilkår, at man ikke kan skille tingene ad. Den politiske teori må forankres i hverdag, men virkeligheden må samtidig prøve at realisere de politiske utopier. Lessings første hovedværker var centrale tekster for 70ernes nyfeminisme. På grund af sin track record fik hun i højere grad end de fleste lov at udfordre normen og lægge sig ud med hardlinerne. Hendes eksempel inspirerede en lang række forfattere i den næste generation: amerikanske Erica Jong, britiske Angela Carter og herhjemme ikke mindst Inge Eriksen, med hvem Lessing deler en kærlighed til science fiction og en åbenhed for mulighederne i den spekulative fiktion.

Lessing ville måske have fået prisen for længst, hvis hun ikke var begyndt at skrive sci-fi, en genre som den elitære kultur aldrig for alvor har forstået eller accepteret. Man bærer over med strålende undtagelser som Orwells 1984 og Huxleys Brave New World, men vil i længden ikke anerkende et forfatterskab, som udleves eksklusivt i fantastikken. Hvis man ville, havde Kurt Vonnegut fået Nobelprisen før sin død i dette forår.

Doris Lessing nøjedes ikke med at snuse til genren og skrive camouflerede samtidsfabler om nu og hér i den utopiske tradition, der undersøger, hvor vi bevæger os hen, hvis vi bliver ved med at leve som nu. Romankomplekset Canopus in Argos: Archives består af fem store bind: Shikasta (1980), The Marriages Between Zones Threee, Four and Five (1981), The Sirian Experiments (1982), The Making of the Representative for Planet 8 (1982) og Documents Relating to the Sentimental Agents in the Volyan Empire (1984). I vilter episodeform skildres, hvordan mennesket forholder sig til fremmede livsformer og sociale systemer. Bøgerne ligner ofte tv-science fiction som Star Trek og Babylon 5. De er ærligt talt mere sjældne end kønne.

Langt mere overbevisende er Lessing i dystopisk systemkritik som The Memoirs of a Survivor (1974, da. En overlevendes erindringer), der skildrer et London efter apokalypsen. Også den bevidsthedsudvidende Briefing for a Descent into Hell (1971, da. Instruks om nedstigning til helvede), en decideret psykedelisk roman, som er inspireret af R.D. Laings anti-psykiatri og tidens strømninger generelt, kan læses som »blød« science fiction. Det er i denne new wave-agtige roman, at Lessing når ud i sprogets galakser.

Mange drog et lettelsens suk, da forfatteren sidst i 80erne vendte tilbage fra deep space og konfronterede samtiden i The Good Terrorist (1985, da. Den gode terrorist), som gør op med den radikale venstrefløjs fundamentalisme. I hovedværket The Fifth Child (1988, da. Det femte barn), som for flere er Lessings bedste roman, rejser hun store etiske spørgsmål om, hvad et menneske egentlig er, da et afvigende »monsterbarn« kommer ind i en almindelig familie. Det sker i en nær, registrerende form, med varme og sansende nærvær.

I 90erne skrev Lessing erindringsbøgerne Under My Skin (1994, da. Under huden) og Walking in the Shade (1997, da. Vandring i skygge), og hun blev ved med at tale med tiden i talrige essays og anmeldelser. Romanen Love, Again (1996) kan ses læses som en sen spejling af The Summer Before the Dark (1973, da. Sommeren før mørket), hvor en kvinde bryder ud af et langt ægteskab. I Love, Again oplever hun atter kærligheden.

Lessings noveller er samlet i Collected Stories 1-2 (1978). I 1994 udkom en antologi med repræsentative lejlighedsskrifter: A Small Personal Voice: Essays, Reviews, Interviews. For den danske læser udgør Jørgen Christian Hansens interviewbog Et stort spørgsmålstegn (1984) en uvurderlig nøgle til Lessings ideer. I årene 1974-84 førte Hansen fire lange samtaler med Lessing, der bl.a. sagde om sam- og fremtiden:

»Katastrofen er allerede ved at ske. Vi er europæere, og i vor del af verden er vi heldige. Men hungersnød osv. er noget af det, som det, vi kalder den tredje verden, oplever. Dette er ikke en katastrofe ude i fremtiden, men en katastrofe nu.« Det er karakteristisk for Lessings praksis, at hun giver læseren grund til optimisme med sit personlige eksempel og sine stærke, besværgende udviklingsskildringer, hvor livet på sæt og vis altid lykkes for de kvindelige karakterer. Samtidig er der en kold pessimisme i hendes tanker om menneskets fremtid:

»Jeg tror, der kommer endnu en verdenskrig. Grunden til, at jeg tror det, er, at hvis vi anvender enorme mængder penge og energi på krigsforberedelser, så kommer den. Før den anden verdenskrig sad folk rundt omkring og sagde: »Nej, nej, det er umuligt, at vi skulle få endnu en krig, det ville være for frygteligt.« Men kendsgerningen er, at vi forberedte den, og så kom den. Og jeg tror, at tredje verdenskrig kommer. Vi ved alle, hvad der sandsynligvis vil ske i den næste krig; vi behøver ikke en krystalkugle for at kunne forudse det, gør vi?«

Doris Lessing har senest udgivet romanen The Cleft (2007). Hun har skrevet 40 bøger og er fortsat aktiv på litteraturfestivaler. Senest optrådte hun i Bath denne sommer. Der er ingen tvivl om, at årets Nobelpris hører til de mest populære i lang tid.
Af BO GREEN JENSEN

NR. 41, 12. - 18. oktober 2007

DORIS Lessing (f. 1919) modtager årets Nobelpris i litteratur. I sin motivering fremhæver priskomiteen forfatterens indsats som »den kvindelige erfarings epiker, der med skepsis, ild og visionær styrke har udsat en splittet civilisation for indgående granskning.« Det er således ikke for lyriske anslag og følelsesdybde, at den pragmatiske matriark bliver hyldet.

Lessing er født i Iran, men kom som 6-årig til Afrika, hvor hun voksede op på en farm i Rhodesia, det nuværende Zimbabwe. Hun gik tidligt ud af skolen og blev gift allerede som 19-årig, men var samtidig aktiv i politiske sammenhænge, altid på venstrefløjen og ikke mindst i kampen mod apartheid. Nødvendigheden af at gøre sig fri, af at være i stand til at bevæge sig, også når det har personlige omkostninger, er fra begyndelsen et centralt motiv hos Lessing. Hun havde fået tre børn og var gået fra to ægteskaber, da hun i 1949 rejste til England for at begynde igen.

Lessing kom til London med en beslutning om at blive dér og leve som forfatter. Det er dog den afrikanske baggrund, som danner baggrund for de første bøger. Politiske og racemæssige spændinger, hadet som avler had, kontrasteres med en kærlighed til selve jorden og landet. I debutromanen The Grass Is Singing (1950, da. Græsset synger) bliver forholdet mellem en hvid kvinde og hendes sorte tjener et billede på den sydafrikanske situation og et utopisk (men muligt) modbillede til apartheid.

I gennembrudsværket Martha Quest (1952) investerer Lessing sin personlige erfaring i en dannelsesskildring, der med fuldt overlæg følger normerne for den klassiske udviklingsroman. I de følgende årtier udkom yderligere fire bind i sekvensen, som under ét fik titlen Children of Violence: A Proper Marriage (1954, da. Et ordentligt ægteskab), A Ripple from the Storm (1958, da. En krusning efter uvejret), Landlocked (1965, da. Dødvande) og hovedværket The Four Gated City (1969, da. Byen med de fire porte), hvor Martha endelig kommer til London.

Mens romankredsens første bind har blikket rettet bagud og griber tilbage til traditionen for klassisk dannelsesskildring, har de sidste bøger åbnet sig både mod sam- og fremtiden. Køn, politik og utopi tænkes sammen i en visionær form, der diskuterer med guder i tiden som Marx og Freud. Man har indtrykket af en optik i forvandling, en roman som vil bryde ud af sin form, ikke for eksperimentets skyld, men for sandhedens.

Denne søgen tematiseres i storværket The Golden Book (1962, da. Den gyldne bog) og skrives ind i romanen som en del af dens erfaring. Her træder endnu en kvinde på vej til sig selv i karakter, og Lessings erkendelsesredskabet er sproget. Forfatteren Anna Wulff bor i London og oplever i årene 1942-59 den sociale udvikling, som udgør en ouverture til 60ernes oprør. Anna fører regnskab og skriver på forskellige bøger i forskellige farver om sit liv som mor, socialist og »fri kvinde«. Farverne er sort, rød, blå og gul. Endelig forenes de i den gyldne bog, ligesom Annas liv, tid og kunst smelter sammen.

For Lessing er det altid en en pointe, ja et grundlæggende livsvilkår, at man ikke kan skille tingene ad. Den politiske teori må forankres i hverdag, men virkeligheden må samtidig prøve at realisere de politiske utopier. Lessings første hovedværker var centrale tekster for 70ernes nyfeminisme. På grund af sin track record fik hun i højere grad end de fleste lov at udfordre normen og lægge sig ud med hardlinerne. Hendes eksempel inspirerede en lang række forfattere i den næste generation: amerikanske Erica Jong, britiske Angela Carter og herhjemme ikke mindst Inge Eriksen, med hvem Lessing deler en kærlighed til science fiction og en åbenhed for mulighederne i den spekulative fiktion.

Lessing ville måske have fået prisen for længst, hvis hun ikke var begyndt at skrive sci-fi, en genre som den elitære kultur aldrig for alvor har forstået eller accepteret. Man bærer over med strålende undtagelser som Orwells 1984 og Huxleys Brave New World, men vil i længden ikke anerkende et forfatterskab, som udleves eksklusivt i fantastikken. Hvis man ville, havde Kurt Vonnegut fået Nobelprisen før sin død i dette forår.

Doris Lessing nøjedes ikke med at snuse til genren og skrive camouflerede samtidsfabler om nu og hér i den utopiske tradition, der undersøger, hvor vi bevæger os hen, hvis vi bliver ved med at leve som nu. Romankomplekset Canopus in Argos: Archives består af fem store bind: Shikasta (1980), The Marriages Between Zones Threee, Four and Five (1981), The Sirian Experiments (1982), The Making of the Representative for Planet 8 (1982) og Documents Relating to the Sentimental Agents in the Volyan Empire (1984). I vilter episodeform skildres, hvordan mennesket forholder sig til fremmede livsformer og sociale systemer. Bøgerne ligner ofte tv-science fiction som Star Trek og Babylon 5. De er ærligt talt mere sjældne end kønne.

Langt mere overbevisende er Lessing i dystopisk systemkritik som The Memoirs of a Survivor (1974, da. En overlevendes erindringer), der skildrer et London efter apokalypsen. Også den bevidsthedsudvidende Briefing for a Descent into Hell (1971, da. Instruks om nedstigning til helvede), en decideret psykedelisk roman, som er inspireret af R.D. Laings anti-psykiatri og tidens strømninger generelt, kan læses som »blød« science fiction. Det er i denne new wave-agtige roman, at Lessing når ud i sprogets galakser.

Mange drog et lettelsens suk, da forfatteren sidst i 80erne vendte tilbage fra deep space og konfronterede samtiden i The Good Terrorist (1985, da. Den gode terrorist), som gør op med den radikale venstrefløjs fundamentalisme. I hovedværket The Fifth Child (1988, da. Det femte barn), som for flere er Lessings bedste roman, rejser hun store etiske spørgsmål om, hvad et menneske egentlig er, da et afvigende »monsterbarn« kommer ind i en almindelig familie. Det sker i en nær, registrerende form, med varme og sansende nærvær.

I 90erne skrev Lessing erindringsbøgerne Under My Skin (1994, da. Under huden) og Walking in the Shade (1997, da. Vandring i skygge), og hun blev ved med at tale med tiden i talrige essays og anmeldelser. Romanen Love, Again (1996) kan ses læses som en sen spejling af The Summer Before the Dark (1973, da. Sommeren før mørket), hvor en kvinde bryder ud af et langt ægteskab. I Love, Again oplever hun atter kærligheden.

Lessings noveller er samlet i Collected Stories 1-2 (1978). I 1994 udkom en antologi med repræsentative lejlighedsskrifter: A Small Personal Voice: Essays, Reviews, Interviews. For den danske læser udgør Jørgen Christian Hansens interviewbog Et stort spørgsmålstegn (1984) en uvurderlig nøgle til Lessings ideer. I årene 1974-84 førte Hansen fire lange samtaler med Lessing, der bl.a. sagde om sam- og fremtiden:

»Katastrofen er allerede ved at ske. Vi er europæere, og i vor del af verden er vi heldige. Men hungersnød osv. er noget af det, som det, vi kalder den tredje verden, oplever. Dette er ikke en katastrofe ude i fremtiden, men en katastrofe nu.« Det er karakteristisk for Lessings praksis, at hun giver læseren grund til optimisme med sit personlige eksempel og sine stærke, besværgende udviklingsskildringer, hvor livet på sæt og vis altid lykkes for de kvindelige karakterer. Samtidig er der en kold pessimisme i hendes tanker om menneskets fremtid:

»Jeg tror, der kommer endnu en verdenskrig. Grunden til, at jeg tror det, er, at hvis vi anvender enorme mængder penge og energi på krigsforberedelser, så kommer den. Før den anden verdenskrig sad folk rundt omkring og sagde: »Nej, nej, det er umuligt, at vi skulle få endnu en krig, det ville være for frygteligt.« Men kendsgerningen er, at vi forberedte den, og så kom den. Og jeg tror, at tredje verdenskrig kommer. Vi ved alle, hvad der sandsynligvis vil ske i den næste krig; vi behøver ikke en krystalkugle for at kunne forudse det, gør vi?«

Doris Lessing har senest udgivet romanen The Cleft (2007). Hun har skrevet 40 bøger og er fortsat aktiv på litteraturfestivaler. Senest optrådte hun i Bath denne sommer. Der er ingen tvivl om, at årets Nobelpris hører til de mest populære i lang tid.

Doris Lessing for 50 år siden.

Leonardos øre

Guri Vesaas slått til ridder

Der vi en gang gikk

Doris Lessing

Etterlyser unge diktere

Ny roman: Borte en vinter

Sitatet

Bloggarkiv